Stil dig selv spørgsmålet

For nogen tid siden, da jeg oprindeligt gik med til at skrive artikler til TMI FOCUS, gjorde jeg det, fordi jeg troede, det ville være sjovt. I det mindste er jeg ret sikker på, at det er derfor, jeg gik med til det. Det kan være, at min hukommelse spiller mig et puds. Nej … jeg er sikker på, at det må være derfor, jeg gik med til det. Når alt kommer til alt, ville ingen melde sig frivilligt til at gøre noget, der er arbejde. Eller ... ville de?

Så jeg sagde til Julie (den vidunderlige person på kontoret, der er tildelt at holde TMI FOCUS på skema), “Hvorfor giver du mig ikke et par af de spørgsmål, der rutinemæssigt stilles, og så vil jeg overveje dem.” Fantastisk forslag ... ikke? Forkert! Spørgsmålene var uden tvivl de sværeste, hun kunne finde.

Jeg har brugt hver bånd, du har sendt mig, men jeg kan stadig ikke komme ud af kroppen. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre. ... Hvordan fortæller man nogen, hvor klipperne er i ukendt farvand?

For eksempel jeg har brugt båndene i næsten to år og ved stadig ikke, hvordan Focus 10 føles. Kan du venligst fortælle mig, hvad jeg gør forkert? Eller, hvad med dette: jeg har brugt hver bånd, du har sendt mig, men jeg kan stadig ikke komme ud af kroppen. Fortæl mig, hvad jeg skal gøre.

Hvordan fortæller man nogen, hvor klipperne er i ukendt farvand? Endda mere specifikt, hvordan fortæller man nogen, at der ikke er nogen kort? Jeg har overvejet dette i næsten en uge. I morges kom jeg i tanke om nogen, der gled gennem en Gateway Voyage tilbage i juni 1982. Når jeg siger gled, mener jeg på guldbelagte skøjter. Han var en vidunderlig mand ved navn Guy Murchie. Jeg tror, den bedste måde at opsummere, hvem eller hvad han var, ville være at sige—Guy var et vidunderligt menneske, der havde størrelse fjorten sko. Han skrev en smuk bog med titlen The Seven Mysteries of Life. Han skrev selvfølgelig andre, men jeg respekterer ham for Seven Mysteries. Han kaldte det “En udforskning af videnskab og filosofi.” Jeg synes, det var et mesterværk af undren. Inden i dens næsten 700 sider var der indsigtsfulde udforskninger af ting som: forskellige slags øjne og hvordan hver enkelt opfatter; hvordan myrer ræsonnerer; livet efter manglende lemmer; mineraler der ønsker at leve; og en overflod af uundgåelige sidespor af nysgerrighed, som ingen ville forfølge i en million år—undtagen, selvfølgelig, Guy Murchie.

...det er vigtigt, fordi han ikke stillede spørgsmålene til nogen andre. Han stillede simpelthen spørgsmålene til sig selv.

Hvorfor er det vigtigt? Nå … måske er det vigtigt, fordi han ikke stillede spørgsmålene til nogen andre. Han stillede simpelthen spørgsmålene til sig selv. Og, da han ikke var en, der accepterede “jeg ved det ikke,” forfulgte han systematisk og ihærdigt indsigt til steder, man næsten ikke kan fatte. Jeg mener,… når alt kommer til alt … side 159, hvor mange vira kan være i en ping-pong bold! Gud... bogen begejstrer mig.

Bemærk: Hemi-Sync^® er et registreret varemærke af Interstate Industries Inc., dba Hemi-Sync^®.